Afskrift fra artikel i ””Tørring Folkeblad” den 19. Februar 2013

 

Fik markant bedre syn efter behandling med øjenakupunktur

 

Birgit Jensen glæder sig over, at hendes syn er forbedret med tyve procent. En forbedring, som hun tilskriver en særlig behandling med øjenakupunktur

 

Af Jakob Tornvig

 

 

Tørring – For 10 måneder siden fik Birgit Jensen konstateret øjensygdommen tør AMD. Det fik hende til at gå i behandling hos zoneterapeut og akupunktør Mie Carlsen i Tørring, der blandt andet tilbyder øjenakupunktur.

 

I dag kan den 75-årige kvinde fra Haderslev glæde sig over, at hendes syn er forbedret med 20 procent på begge øjne.

 

At sansernes skarphed forringes efterhånden som man bliver ældre, er et fænomen der hører livet til. I mange tilfælde kan skavankerne da også holdes i ave med forholdsvis enkle hjælpemidler. Men desværre ikke altid.

 

Det oplevede den femoghalvfjerdsårige Birgit Jensen fra Haderslev, da hun for cirka 10 måneder siden fik konstateret AMD (Aldersbetinget Macula Degeneration), eller øjenforkalkning, som lidelsen også har været benævnt som.

 

Ikke nogen rar besked

- Det var virkelig skræmmende at opleve. Udover en mærkbar nedsættelse af synet følte jeg, at alt, hvad jeg så, ligesom foregik i en form for tågeslør.

 

Derfor blev jeg af min egen læge henvist til undersøgelse på Vejle sygehus i håb om, at en operation for grå stær kunne løse problemet, fortæller Birgit Jensen

 

På sygehuset fik hun imidlertid den besked, at hun led af tør AMD, og at hendes grå stær ikke var så fremskreden, at en operation ville have nogen mærkbar nyttevirkning. Og da slet ikke i forhold til tør AMD, som der ikke findes nogen lægelig behandling for.

 

- Det var ikke nogen rar besked at få. Især da jeg med sikkerhed ikke ville kunne få mit kørekort fornyet her til foråret. Altså med mindre, der på en eller anden måde kunne ske en forbedring, husker Birgit Jensen.

 

Klar forbedring helt fra starten

Men det kan hun heldigvis konstatere, at der er. Og ifølge hende selv skyldes det udelukkende den behandling, hun begyndte på midt i april sidste år hos Akupunktør og Zoneterapeut Mie Carlsen i Tørring.

 

Behandlingen startede med to daglige behandlinger fem dage i træk samt en opfølgning efter 14 dage. Siden er der fulgt op hver fjerde uge med to behandlinger ved hvert besøg.

 

- Allerede i løbet af den første uge lettede tågen, og siden er det bare gået fremad. Og da jeg i begyndelsen af december var hos optikeren, kunne han konstatere at mit syn på begge øjne var forbedret med 20 procent.

 

En klar forbedring, som også øjenlægen efterfølgende har kunnet bekræfte, oplyser Birgit Jensen.

 

Kursus i øjenakupunktur hos specialist i Aulum

Det var Birgits datter, der bor i Tørring, der henviste moderen til Mie Carlsen, der har gennemgået en særlig uddannelse i øjenakupunktur.

 

En uddannelse, som hun har gennemgået hos akupunktør John Boel i Aulum, der hen over de seneste 20 år har forsket i øjenakupunktur, undervist akupunktører og behandlet et utal af patienter fra mange del af verden.

 

Alt sammen med bemærkelsesværdigt gode resultater.

 

En overvejelse værd for andre i samme situation

Mie Carlsen glæder sig over den forbedring Birgit Jensen har kunnet konstatere.

 

- Birgit Jensen er den første patient, jeg har behandlet med øjenakupunktur. Derfor er det også for mig en glædelig oplevelse, at behandlingen har vist sig at være så effektiv for Birgit, siger Mie Carlsen og fortsætter:

 

- Som alternativ behandler må vi aldrig på forhånd love et konkret resultat af den behandling, vi tilbyder.

 

Men når der nu ikke hersker tvivl om, at Birgit Jensen har opnået en forbedring af synet med 20 procent, må det være et klart udtryk for, at behandlingen har en effekt.

 

Og for mange andre i samme situation som Birgit, hvor der ikke findes en lægelig behandlingsmetode, må øjenakupunktur efter min opfattelse altså være en oplagt mulighed, der er værd at overveje, slutter Mie Carlsen.

 

 

Øjenakupunktur

§  Er udviklet af akupunktør John Boel fra Danmark, der begyndte at anvende punkter i hænder og fødder til behandling af øjensygdomme

§  Akupunktøren kan behandle øjensygdomme som Aldersbetinget Macula Degeneration AMD (Øjenforkalkning), grøn stær, grå stær, diabetes-betingede øjenlidelser, nethindelidelser, blodpropper i øjet eller hjernen, hjerneblødning, synsproblemer efter blodprop i hjertet, synsproblemer efter færdselsuheld og kikkertsyn.

§  Den eneste lidelse man hidtil ikke har kunnet helbrede eller forbedre , er nærsynethed hos voksne

§  Ved en behandling bliver der sat nåle i specielle akupunkturpunkter på kroppen, på hænder og fødder. Direkte ved øjet eller i øjet bliver der ikke behandlet.